ISODANs virksomhedsprofil og målsætninger

Vi arbejder inden for flere forretningsområder:

ISODAN er en 100% danskejet virksomhed grundlagt i 1974. ISODAN er pioner inden for isolering med papirisolering i Danmark, og startede ligeledes tidligt med at udvikle og sælge mobile produktionsanlæg til produktion af cellulosebaserede løsfiber isoleringsmaterialer. Produktionsanlæggene bruges hovedsageligt til at producere papiruld, træfiber, hampisolering samt genanvendt EPS (Flamingo) granulat.

Omdrejningspunktet har siden 1974 været bæredygtige løsninger. Seneste tiltag er anlæg til håndtering og neddeling af glasfiber og kompositmaterialer fra bl.a. vindmøllevinger, lystbåde etc.

I 2004 blev ISODAN europæisk distributør af isoleringsmaskiner og vakuum isoleringssugere fra amerikanske Cool Machines.

I nedenstående beskrives vores arbejde med FNs Verdensmål. Vi tager i særdeleshed afsæt i 3 målområder.

ISODANs målsætning om bæredygtighed

Vi arbejder vedvarende med at sikre, at virksomhedens kultur og beslutninger bidrager positivt til en bæredygtig fremtid, for både vores lokalsamfund og den omgivende verden. Det betyder, at vi i vores valg af produkter og forretningsområder målrettet søger efter løsninger som er energibesparende, miljøvenlige, har lang levetid og er genanvendelige efter at havde udtjent deres oprindelige formål.

Vi samarbejder med vores underleverandører og samarbejdspartnere i denne proces med henblik på at optimere bæredygtigheden i flest mulige led i produktionskæden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at omlægningen til fuldstændighed bæredygtighed til tider er en vanskelig omstillingsproces. Vores produkter kommer fra forskellige underleverandører fra forskellige dele af verden, som igen har deres underleverandører, hvilket betyder at der er rigtig mange virksomheder indblandet i fremstillingsprocessen. Det er på den ene side en udfordring samtidig med, at det også er en gevinst, da målsætningen om bæredygtighed hermed udbredes til mange virksomheder i forskellige dele af verden.

Nedenfor beskrives hvordan vi arbejder med bæredygtighed i vores forretningsmåder.

ISODAN Isoleringsmaterialer

Vores isoleringsmaterialer sælger vi hovedsageligt i Danmark og i resten af Skandinavien. Formålet med isoleringsmaterialer er i sig selv et væsentlig bidrag til bæredygtigheden; bedre isolerede ejendomme giver et lavere energiforbrug. Således er isoleringsmaterialer som udgangspunkt et væsentlig bidrag til bæredygtigheden i vores byggeri.

Vi har desuden valgt at forhandle isoleringsmaterialer som samtidig er mindre energiomkostningstunge i fremstillingsprocessen og fuldt genanvendelige efter at have udtjent deres formål. Vores mest solgte produkt er papirisolering. Produktionen er ikke særligt energi- og ressourcekrævende idet ca. 90% af produktet består af genanvendte materialer, materialet har høj isoleringsevne, så det hører uden tvivl til de mere klimavenlige isoleringsprodukter.

Træfiber er mere energikrævende at fremstille, men de store mængder CO2 som er bundet i træet forbliver i træfiberen i forbindelse med fremstillingsprocessen. Vores globale forbrug af CO2 skal mindskes, og byggeri med træ- og cellulosebaserede materialer er et væsentligt bidrag hertil.

EPS (flamingo) granulat er et genanvendt polystyrenmateriale. Fra genbrugspladserne i Danmark indsamles der store mængder EPS-materialer. Vi udvikler og sælger anlæg til nedbrydning af EPS, og aftager dele af det nedbrudte materialer. EPS isolering fra ISODAN er således et genbrugsmateriale, der ovenikøbet kan genbruges igen og igen.

Perlite er et naturprodukt af vulkansk oprindelse. Fremstillingen af Perlite er mere energikrævende, da det gennemgår en opvarmning til 1100 C°, hvor igennem det når en volumen, der gør det attraktivt som isoleringsmateriale. I og med at Perlite er sterilt, og ikke er brandbart, benyttes materialet ofte til isoleringsopgaver, hvor der er særlige krav til brandmodstand eller ekstraordinære sundhedshensyn i relation til ejendommens indeklima.

Europæisk distributør af Cool Machines

Målsætningen om bæredygtighed er i første omgang opnået gennem kvalitet og slidstyrke. Vores isoleringsmaskiner og er bygget med henblik på høj kvalitet i materialevalg og teknologi. Det betyder lang levetid, og at vedligehold kan betale sig.

Maskinerne kan tåle at blive brugt i byggesektoren, og typisk bliver de brugt af skiftende håndværkere. De mekaniske løsninger er kraftigt overdimensioneret, er let tilgængelige og nemme at servicere. Cool Machines er synonym med no-nonsens, alt overflødigt er skåret væk. Tilbage står højt ydende eldrevne maskiner, som er problemfrie at bruge. Den høje kvalitet sikrer også en høj gensalgsværdi, og forlænger dermed maskinerne levetid.

ISODAN Engineering

Vores mobile produktionsanlæg er i særdeleshed udviklet til at håndtere materialer med henblik på genanvendelse.

Produktionsanlæggene er unikke til at løse lokale opgaver med genanvendelse af eksempelvis avispapir, EPS (flamingo) samt glasfiber- og kompositmaterialer fra blandt andet udtjente vindmøllevinger og sejl- og motorbåde m.m. Anlæggene er udviklet specifikt med det formål at bidrage til genanvendelsen af udtjente materialer.

Produktionsanlæggene er designet og tilpasset størrelserne på skibscontainere, og er dermed optimale at transportere. De fungerer som en Plug and Play løsning, der på kort tid kan opstilles geografisk tæt på den aktuelle opgave. Anlæggene kan neddele de udtjente materialer og leverer et resultat, der både kan bruges til nye produkter samt som basisråvarer i andre produkter. Resultatet er til gavn for både det lokale og globale miljø samtidigt med, at det er økonomisk lukrativt for producenterne af nye materialer.

Anlæggene har en lang levetid, og vi har aktive anlæg, som er + 20 år - kvalitet er i sig selv en bæredygtig løsning. Derudover er vores anlæg nemme at betjene og servicere, hvorfor lokal arbejdskraft uden særlige kvalifikationer kan betjene og drifte anlægget.